Et år i billeder - Dag 260-266

Hjemme fra det sydlige. Træt men glad, trænger vist bare til at komme i seng.

Weekenden sydpå bød på en tur til Mern Maskinservice. Det er absolut et besøg værd, hvis man kan lide maskiner. Det er jeg jo ikke voldsomt vild med, men lidt havemaskiner kan godt fange min interesse, samt en dejlig labrador. vi endte med at købe en trimmer, en buskrydder og en hækkeklipper. Desværre havde vi ikke plads til den i bilen, men det betød i stedet at Jürge kom forbi med dem idag og tog en overnatning, så det var rigtig hyggeligt.

Endnu en dag i Søsum, denne gang med nye maskiner. Og heldigvis er vejret med os.

A og B ser tv, eller den ene prøver på det, den anden forsøger at slippe væk.

Her er det hus vi blev tilbudt at leje i Søsum. Det er virkelig lækkert, men det passer bare overhovedet ikke til vores behov. For det ville enten betyde at flytte A til en anden institution (hvilken vi allerhelst vil undgå) eller køre 45 min 4 gange om dagen. Nej tak.

B har stået for mad idag og denne gang var det en opskrift fra Klima Kogebogen på krabbeklør. Det var virkelig lækkert, og den bog kan varmt anbefales. Desværre var A bange for kløerne, men nok mest fordi B bed ham med dem... 

Ups...

Et år i billeder - Dag 253-259

Endelig er A ved at nå en alder, hvor man kan lave ting med ham, som kræver lidt mere tålmodighed. Idag har vi fingermalet. Han brød sig absolut ikke om at få maling på fingrene til at starte med, men efter lidt overbevisning, havde han maling alle vegne. Nu er hans første maleri malet og rigtig flot, hvis jeg selv skal sige det!

To af farmens dyr... De holder rigtig meget af hinanden, men hader hinanden ligeså meget. Dette billede er dog ikke et særsyn, men det er ikke nemt at nå at tage billeder af det.

Så er det nøddetid. Min mor og jeg elsker friske hasselnødder, så hvert år går vi på jagt. Vi har fundet et sted med kæmpe store og flotte nødder, og nej, jeg fortæller ikke hvor - det er ligesom med svampesteder... Desværre var vi for sent ude i år, så de fleste var enten faldet ned, eller taget af nogle andre - de bæster!

En våd og kold dag bruges bedst på stranden og heldigvis har vi en dejlig en af slagsen liggende ikke alt for langt væk. Denne dag var mine forældre med, da det var min fars fridag.

Der har været valg og resultatet faldt absolut ud til min favør. Jeg er rød (ikke social demokrat), men Helle er helt klart at foretrække frem for Lars Løkke. Jeg bryder mig ikke om manden og forstår ikke hvordan han har fået lov til først at køre en region i sænk og derefter et land. Jeg ved godt et regeringsskifte nok ikke gør det store i min hverdag, men man har vel lov at håbe.

Vi er igen taget sydpå og det betyder som oftest også et besøg af naboen, hendes datter og hund. Det er skønt, for så er alle underholdt. Dog er begge hunde lidt trætte efter sådan en weekend.

Grunden til denne tur sydpå, er Hugo og Zennas house warming. Vi har set huset før, men det er hyggeligt at komme derned igen og hilse på alle de mange mennesker der kommer der, samt se hvor stor Zenna er blevet.

Et år i billeder - Dag 246-252

Vi har fået kontakt til en mand, som måske havde noget vi kunne leje. Men det viste sig faktisk at han egentlig mere havde noget arbejde vi var interesseret i. Så vi har været rundt i KBH og kigge på boliger og haver i stor stil for at ende på hans kontor ved Nørreport station. Denne mand er stinkende rig, og har mange muligheder for arbejde, så det er spændende hvad det kan blive til.

Åhh hvor jeg trænger til lidt mere end 12kvm. Jeg er så træt af ikke at have plads til noget. Her er det A's tøj, som kun lige kan være på hylden.

Vi er desperate, så vi har kigget på hus på Falster (det eneste sted vi kunne få råd). VI fandt dette skønne hus og bød på det, men desværre var der nogen der bød højere. Så ikke noget sted at bo til os i denne omgang.

Råhygge på gulvet. A ser på billeder på min telefon og B og jeg slapper af.

Endnu et vejrfænomen.

Vores stole skal endelig ordnes. De er fra Krostuen i Jelling, men de trænger virkelig til en kærlig hånd. Så nu er jeg gået igang med at fjerne malingen, så må vi se hvad der videre skal ske.

Arbejdsdag hos manden med nøglerne. Han har tre huse til salg i Søsum med grunde på 20.000, 12.000 og 4.000 der trænger til en kærlig hånd. Men først og fremmest skulle han have flyttet nogle ting.

Et år i billeder - Dag 239-245

Dagen idag bød på en tur til Kronborg. B har aldrig været der, og det var en god måde at tilbringe eftermiddagen på. Indtil Malik var ved at springe ud fra toppen af dette tårn og A væltede i en kæmpe vandpyt og blev våd fra inderst til yderst. B må se resten af Kronborg en anden dag.

Der er mange ting jeg ikke bryder mig om, men en ting jeg virkelig hader, er at skrælle kartofler. og jeg gider heller ikke spise dem kogte hvis jeg kan slippe for det. Men af en eller anden årsag, er det mig der står for skrælningen idag, selvom både min mog og B nyder at gøre det... Gid vi kunne lave dem til pommes frites (altså kartoflerne, ikke B og min mor!).

Selvom jeg ikke bruger meget tid på computeren, er der alligevel nogle blogs jeg følger med i og hjemmesider jeg regelmæssig besøger. En af dem er Cecilies, og den er bestemt et besøg værd.

A er begyndt at hjælpe til i hjemmet, her har han dækket op til morgenmad (på kinesisk?!?).

Jeg aner ikke hvorfor jeg har taget dette billede, men jeg kan da fortælle at jeg elsker flødeboller, især med kokos.

Et særsyn. Min dyne i sofaen. Der har enten været koldt i huset eller en forkølelse på vej.

A og B hjælpes ad med at ordne have. I denne omgang var det kanterne der fik en tur.